Ugentlig Markedsrapport 2022 - Uge 17 – det danske bilmarked

16.05.2022
I en normal markedssituation sættes produkterne ned, jo længere de står til salg, men intet er normalt, og derfor er det ikke overraskende, at der i sidste uge blev sat et rekordhøjt antal biler op i pris på brugtbilmarkedet. Konkret blev 918 biler ud af de omkring 50.000, der er til salg, sat op i pris. 
I øvrigt fortsatte de velkendte tendenser på brugtbilmarkedet. Udbuddet faldt ned under 50.000 biler, og liggedagene fortsætter nedad, så de nu er nede på 39 dage i snit for forhandlerbiler, der er under ni år gamle. Det er især benzindrevne biler og elbiler, der falder i udbud. For elbilernes vedkommende gælder det, at der sættes et rekordhøjt antal til salg, men efterspørgslen er så massiv, at udbuddet falder alligevel. I forhold til segmenter er udbuddet af relevante mikrobiler og MPV-modeller alvorligt presset.