Ugentlig Markedsrapport 2022 - Uge 14 – det danske bilmarked

20.04.2022
Aktiviteten på brugtbilmarkedet fortsætter det høje niveau, som er set i de foregående uger af 2022. Det understreges af besøgstallene på Bilbasen, der igen var et godt stykke over 750.000 besøgende. Selvom udbuddet steg marginalt endnu en gang, så er der fortsat et lavt antal biler til salg i forhold til efterspørgslen. Traditionelt stiger udbuddet af biler altid op til påske, men i år har udbudsstigningen været den laveste nogensinde. Det er antallet af benzinbiler, der står bag forøgelsen. Der sættes et meget højt antal elbiler til salg, men de sælges så hurtigt, at udbuddet ikke stiger. Det beskrev vi også i månedsrapporten for marts måned. Uge for uge sælges der flere og flere elbiler, og uge 14 var ingen undtagelse.
Med hensyn til prisrettelser, så er niveauet for nedjusteringer faldende, mens antallet af opjusteringer er stigende.