Markedsrapport december 2020 – det danske bilmarked

07.01.2021

Så foreligger Bilbasens og Bilinfos månedsrapport for december måned, og dermed kan vi afrunde brugtbilåret 2020.

592.102 brugtbiltransaktioner.
440.567 reelle handler.

De to vigtigste nøgletal for brugtbilmarkedet, satte alletiders rekord i 2020. Til sammenligning var der 550.488 brugtbiltransaktioner i 2019, og det reelle salg var 380.461 handler. Transaktionerne steg med 7,6 %, men det reelle salg steg med 15,7 %. Tag dernæst i betragtning, at nybilsalget faldet med 12,2 %. Det vil samlet sige, at der var et massivt ryk mod de brugte biler i 2020, hvilket altovervejende skyldes corona-omstændighederne nationalt og internationalt.

Det er desuden værd at bemærke, at forholdet mellem udbud og efterspørgsel, har sendt prisindekset for de brugte biler på rutsjetur i gennem 2020. Bunden blev nået i maj måned, med en værdi på 86,6 (H1 2015=100), men derefter er steget for hver måned og nåede i december 91,8. For de enkelte segmenter har udsvingene været endnu. Største stigninger har der været i mikro-, SUV-, og MPV-segmenterne.

Kort om december måned 2020. Antallet af brugtbiltransaktioner i december var 18,2 % højere end december 2019, og 10 % lavere end omsætningen i november i år. Det var især i de to sidste uger af december , at omsætningen faldt.