Markedsrapport april 2021 – det danske bilmarked

17.05.2021

Omsætningen på brugtbilmarkedet i april fortsatte det høje niveau sammenlignet med samme måned sidste år. Der blev samlet foretaget 52.842 brugtbilstransaktioner i april, hvilket er 20,2 % højere end i april 2020. I alt er der for årets første fire måneder foretaget godt 196.000 transaktioner fra og med januar til og med april i år – i alt 8,9 % mere end i de første fire måneder af 2020.

For drivlinierne er antallet af transaktioner for benzinbilernes vedkommende steget 5,2 procent, mens dieselbilerne er steget 6,8 %. Brugte plug-in hybrider og elbiler er steget med flere hundrede procent YoY, om end fra et lavt udgangspunkt i 2020.

Samtidig viser vores prisindeks, at prisfaldene der startede i december 2020 som følge af L129 nu er stoppet, og priserne stiger igen. Det skyldes især det markante underudbud som brugtbilmarkedet befinder sig i. Det er min vurdering, at underudbuddet vil fortsætte ind i 2022, og derved kan såvel forbrugere som bilbranchen forvente stigende priser på kort og mellemlang sigt.

Udbudssituationen er kritisk. Det er tankevækkende, at plug-in hybrider og elbiler stiger i udbud, hvilket især skyldes importen af nyere biler fra især Tyskland, det skal dog understreges, at efterspørgslen efter hybridbiler og elbiler mere end følger med stigningen i udbuddet. For nyere diesel- og benzinbiler er udbudssituationen særdeles kritisk, og et råd herfra er at overveje mindre fokus på liggetider og mere fokus på optimering af rabatpolitikkerne.  Samtidig er det værd at notere sig, at dieselbilerne igen har et løft i interessen fra forbrugerne. Det skyldes blandt andet, at de har vanskeligt ved at finde relevante benzinbiler, der matcher deres behov, og derfor overvejer dieseldrivlinien. Det viser om noget, hvor presset udbuddet er.


undefined

undefined