12/12/2023

To tendenser på brugtbilmarkedet, der fortsætter ind i 2024

Elbilerne bliver mere og mere populære

I sidste uge rundede vi 200.000 elbiler på de danske veje. Brugtbil- og nybilmarkedet har leveret stort set lige mange biler til bestanden af elektrificerede køretøjer, og sådan vil det også være næste år. Vi forventer, at der i løbet af 2024 vil sælges mere end 10.000 brugte elbiler på månedsbasis. Samtidig forventes det, at over 50 procent af nybilmarkedet vil være elbiler, og dermed er det sandsynligt at bestanden af eldrevne biler bliver fordoblet på ét år.

Men hvor fundamentale er ændringerne i forbrugernes opfattelse af elbilerne? Ifølge indsigter fra Elbilkøberne 2024 er det åbenlyst, at hovedparten af forbrugerne har truffet valget i retning af en elbil. Det gør de af tre primære årsager. For det første betragter langt de fleste bilkøbere elbilen som den billigste biltype, og vi ved, at økonomien er en afgørende faktor i forbindelse med bilvalget. Den billigste biltype er med stor sandsynlighed dén, som forbrugerne vælger. Dernæst er der stort set ingen tekniske forbehold tilbage hos forbrugerne i forhold til at vælge elbilen frem for plug-in hybrider, diesel- eller benzinbiler. De er med andre ord ikke bange for elbilen som teknologi. Det skyldes oplysning, den generelle udbredelse af elbiler og sidst men ikke mindst bruger bilkøberne lang tid i deres grundige research til at forstå de elektriske biler.

Udbuddet af elbiler er efterhånden så stort, at det dækker langt de fleste forbrugeres behov. Der mangler dog en gruppe, og dén er vigtig. Det er de billige biler til under 120.000 kroner. Omkring 30 procent af danskerne har et bilbudget på mellem 80.000 og 120.000 kroner, og her er der ingen nye relevante elbiler, ligesom udbuddet af de brugte er meget begrænset, og her ligger en af de helt store udfordringer for branchen, nemlig at tilbyde billige elbiler til forbrugerne.

Bilerne bliver billigere – men af forskellige årsager

Igennem hele 2023 er priserne på brugte biler faldet. For elbilernes vedkommende, skyldes det den velkendte årsag med et europæisk marked, hvor bilerne bliver solgt eller indregistreret for efterfølgende at blive eksporteret. Vi har senest set det med den helt nye VW ID. Buzz, der blev indregistreret i november i Europa og efterfølgende sat til salg i Danmark til yderst attraktive priser for forbrugerne. Det samme er tilfældet for en række af Stellantis modeller og endda Ford Mach-E. Der er ingen tegn på, at den tendens ændrer sig i 2024, og dermed kan brugtbilmarkedet fortsat levere helt nye eller nærmest nye biler til lave priser. Det samme gælder for nyere brugte elbiler indregistreret i 2021 og 2022, eksemplificeret ved de seneste prisfald på Tesla Model 3 Standard og Long Range fra 2021 og 2022.

For dieselbilerne er det den vigende efterspørgsel, der driver priserne ned. Der er solgt solidt af brugte dieselbiler i efteråret, men det er drevet af ekstraordinært store prisnedsættelser på især de ældre dieselbiler. Samtidig er det interessant, at udbuddet af brugte dieselbiler fortsætter med at falde, og der forventes at være under 15.000 til salg i starten af det nye år. Så lavt et udbud har der ikke været i nyere tid. 

Benzinbilerne holder fortsat relativt stabile priser, især drevet af et underudbud på de nyere modeller, hvor der er 12 procent færre til salg sammenlignet med december 2022. Der er dog tegn på, at dyrere benzinbiler over 400.000 kroner også falder i pris.

Det bliver ekstraordinært interessant at følge udviklingerne på brugtbilmarkedet næste år.

 

Forfatter: Jan Lang, Århus, december 2023.

Gør din hverdag simpel, nu
Kom i gang
Mere end 2000 bilforhandlere er allerede igang
Bilinfo Logo
Har du spørgsmål eller brug for hjælp, så kontakt os her.