Bilbasen - 3 gode råd

24.03.2020

 

undefinedBilbasen giver her tre råd til, hvordan du bedst møder kunden online. Og hvem ved, måske initivativerne kan hjælpe og give fordele, når vi allesammen er ude på den anden side.

Råd nr. 1

Opdater hjemmesiden

I en tid hvor besøgene i forretningen er på et minimum, er det vigtigt, at kunderne fortsat kan komme i kontakt med jer. Sørg for, at hjemmesiden er opdateret med åbningstider og kontaktoplysninger. Det er vigtigt at være tilgængelig, og at kunderne fortsat let kan komme i kontakt.

Opdater ligeledes hjemmesiden med jeres forholdsregler til smitte. Har I restriktioner på antal kunder i butikken, hvordan forholder I jer på værkstedet og så videre. Måske endda en lille guide til kunden, der gerne vil købe ny bil. Hvordan skal kunden forholde sig hos jer?

Råd nr. 2

Vær digital

Det er i dag vigtigere end nogensinde før at være digitalt tilstede – eksempelvis i form af digital fremvisning. Det kan være de tre mest solgte modeller eller de fem nyeste. Det vigtigste er dog, at indholdet bliver sat i system, og at der udvikles en overordnet plan for både, hvad, der skal vises frem, men også, hvordan og hvornår indholdet skal ud. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt med en hurtig livestream på Facebook. Afslut gerne hver video med opfordring til at tage kontakt ved spørgsmål.

Det kan være en god ide at forberede kunderne på, at der kommer nyt indhold, og hvor (hvilke platforme) og hvornår det kan ses. Lad kunderne vide, at det kommer for at sikre størst mulig eksponering. Læg også gerne indholdet op dag for dag i stedet for at vise alt indhold på samme tid.

Råd nr. 3

Hold jer opdateret

Bilbasen følger situationen nøje og tilpasser anbefalinger og indsatser efter denne. Markedsrapporten fra eBays analyseteam udkommer nu ugentligt med friske data og reelle tendenser. Med markedsrapporten holder I jer opdateret om gode køb og kan desuden rådgive kunderne om tendenser på markedet. At holde sig opdateret er vigtigt – både for egen skyld men ikke mindst i forhold til samtalerne med kunderne.