14/10/2026

Jan Lang analyserer: Finanslovsforslag for 2027: Hvad betyder det for bilmarkedet?
Nyheder
Jan Lang analyse

Finanslovsforslag medfører konsekvenser for både nybilpriser og brugtbilmarkedet

Afgifterne på bil forventes at stige til nytår. Hvad betyder det for prisudviklingen?

I slutningen af september blev regeringens finanslovforslag for 2027 offentliggjort. Vedtages forslaget i sin nuværende form, så falder bundfradraget for elbiler og samtidig øges den grundlæggende afgiftsprocent fra 40% i dag til 48% i 2027. Dermed lægger regeringen op til afgifter på elbiler, således som det blev aftalt af forligskredsen bag L203, der blev vedtaget tilbage i starten af 2021.

I samarbejde med ASG Digital deltog Bilbasen i et webinar d. 6. oktober. Her præciserede Jacob Skjærris, Head of Automotive Tax & Projects, ASG Digital, hvad konsekvenserne er. Nedenfor er Jacob Skjærris' beskrivelser af konsekvenserne. Den afgiftsfri grænse er udtryk for den afgiftspligtige værdi. Det betyder, at mange populære elbiler fortsat vil kunne registreres uden registreringsafgift i 2027, hvis den afgiftspligtige værdi holder sig under cirka 366.300 kr.

Over denne grænse bliver afgiften mærkbart højere end i 2026. Den effektive marginalafgift er efter de gældende regler 72% af den del af den afgiftspligtige værdi, der ligger over grænsen. Når man ser bort fra biler, der er omfattet af krav om genberegning, er registreringstidspunktet afgørende for, hvilke registreringsafgiftsregler der gælder. Det betyder i praksis, at en bil, der bliver registreret i 2026, som udgangspunkt beskattes efter 2026-reglerne, mens en bil, der først registreres i 2027, beskattes efter de regler, der gælder på registreringstidspunktet.

For forhandlere og leasingselskaber er der dog en vigtig undtagelse: Biler, der er omfattet af reglerne om genberegning, skal have afgiften beregnet på ny ved en genberegning. Hvis en bil registreres i 2026 og efterfølgende skal genberegnes i 2027, skal man derfor være opmærksom på, at de gældende 2027-regler kan få betydning for afgiftsberegningen. De tre måneder efter registrering er det seneste tidspunkt for genberegning, men en bil kan f.eks. godt blive genberegnet dagen efter første registrering.

Bilbranchen må leve med den usikkerhed, som debatten om bilafgifter giver, og professionelle aktører bør grundlæggende forholde sig til den gældende lovgivning.

Registreringsafgiften bestemmes af registreringstidspunktet for biler på fuld afgift og på genberegningstidspunktet for biler omfattet af krav om genberegning, som f.eks. leasingbiler. Professionelle aktører bør sørge for at få dyrere elbiler genberegnet i 2026 og have beregninger liggende efter gældende regler på både brugte og nye elbiler.

Desuden bør kunder tydeligt oplyses om registreringsafgiften ved registrering i 2026 og i 2027 efter de gældende regler.

Men der er også ændringer i afgifterne på brugte biler, da de beskattes af den oprindelige nypris. Det har især konsekvenser for elbiler fra før 2023. En Skoda Enyaq 80 fra 2022 stiger umiddelbart 12.000 kroner i afgift.

Det skal dog understreges, at indtil videre er finansloven ikke medtaget. Der kan komme ændringer i de kommende måneder frem mod lovens vedtagelse, som formodentlig er i starten af december.

Jan Lang, oktober 2026

Kom i gang med BILINFO allerede i dag
Mere end 2000 bilforhandlere er allerede igang
Bilinfo Logo
Har du spørgsmål eller brug for hjælp, så kontakt os her.
En del af Vend
Bilinfo er en del af Vend. Vend er ansvarlig for dine data på denne hjemmeside. Læs mere