Bilbasen i stor TV-satsning

20.10.2017

Bilbasen TV skal tiltrække nye bilkøbere fra de sociale medier, men ambitionerne stopper ikke her. Tv-formatet skal senere bruges direkte på Bilbasen desktop og app

 

Underholdende og oplysende forbrugerjournalistik er i fokus, når Anders Berner toner frem på Bilbasens velbesøgte Facebook-side. Brugerne elsker den ligefremme, bramfri tone, og i flere tilfælde er videoindslagene nået ud til mere end 200.000 potentielle bilkøbere.

Anders Berner, der har en fortid på Ekstra Bladet TV er headhuntet til Bilbasens nye satsning, hvor der er fokus på oplysning og inspiration.

”Jeg kan godt lide at lave tv om biler, som gør folk glade og gør dem en lille smule klogere, og mit arbejde på Bilbasen bygger på den idè. Sagen er jo den, at det er nemt at nå bilentusiasterne - de sluger det hele råt, også det seriøse og kedelige. Slaget skal derimod stå hos familierne, som interesserer sig for biler en gang imellem, men altid er klar på god underholdning,” siger Anders Berner, der påpeger, at Bilbasens facebookside er det digitale bilmedie, som når flest læsere/seere i Danmark.

Anders Berner laver en blanding af tv-indslag omkring nye biler, ligesom brugte biler også har fokus, og så skal der laves meget mere klassisk forbrugsstof, hvor såvel bilkøbere som sælgere bliver lidt klogere og inspireret. Samtidig er det vigtigt, at helt aktuelle emner tages op med det samme og behandles i tv-indslagene. Det viser erfaringerne med tv-mediet på de sociale medier.

”Vi har fokus på bilkøberen, og får samtidig givet inspiration omkring de oplagte muligheder, der er af gode køb på brugtbilmarkedet. Det er også klart, at vi skal udnytte den interesse, som bilkøberne har omkring helt nye biler, så vores tv-satsning får en bred journalistisk profil,” siger Roy Abhishek, direktør for Bilbasen.

Anders Berner er en del af det nye content-team på Bilbasen. Samlet tæller Bilbasens satsning på indhold et team på syv personer.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold Læs mere

Luk